China Jungle

By Ib Michael
January 1997


Text recieved personally from Ib Michael

De er rene forvandlingskugler,
kombinerer med hidtil uhørt lethed,
klodens musik,
og skaber et udtryk som er unikt,
overrumplende og -
i virkeligheden -
uden sidestykke.

Fra Afrika og Kina med samme ubesværede åndedræt,
altid med rytmisk drive, befriende humor,
og helt uden fordomme.

Her er frit valg fra alle hylder,
de har drukket af alle musikkens kilder,
kender traditionen til bunds,
og vil forblive sig selv -
hver for sig virtuoser,
på deres instrument,
hentet fra hele verden,
sammen et hele af dansende mestre,
altid parat til at hale en ny kanin op af hatten.

Som nu denne,
hvor Kina møder Harlem
og gamle Duke Ellington
genopstår som en anden taoistisk drillepind.
Når Abekongen hæver sin stav
danser sibiriske tigre mod Shanghais løver,
og Østens måne forener sig i junglelyden,
til en tempelklokkes klarhed,
og skaber denne aha - oplevelse som er gruppens varemærke.

Det er musik
til fantasiens udvidelse og konstante fornyelse.