Giraf

By Peter Wessel from Cuadernos De Jazz
January 1999


Af de større europæiske ensembler som eksperimenterer med blandingen af partiturmusik, folklore, cirkusmusik, cabaret og jazz - jeg tænker her på Vienna Art Orchetra, Italian Instabile Orchestra, William Breukner Kollektief og Pierre Dørges New Jungle Orchestra- er det sidstnævnte som knytter sig stærkest til traditionen fra Ellington, Mingus og Ornette Coleman. Pierre Dørge har nu i tyve år befundet sig i sin jungle men nyhederne er længe undervejs, så denne Giraf fra 1998 er det seneste livstegn fra ham (dog taler rygterne et snarligt jubilæums album).Den danske guitarist dukkende frem af det kreative worldmusic miljø som i 60´erne og 70´erne dannedes i Danmark og Sverige omkring musikere som Don Cherry og Abbulah Ibrahim (Dollar Brand). Den danske mentalitet er temmelig anarkistisk ( i det mindste anti-autoritær) og danskerne holder af at betragte sig selv som skandinaviens "latinos". Danmark, fladt og delvist landfast med det europæiske kontinent, har ikke som Sverige kunnet holde liv i sin oprindelige folkemusik og kun et fåtal af danske jazzmusikere, som f.eks. NHØP, finder inspiration i danske sange og hymner. Det vil på ingen måde sige at danskerne er holdt op med at være danskere, ej heller at Giraf - som ellers tager udgangspunkt i afro-latinske og orientalske traditioner, ikke er pæredansk. Faktisk forholder det sig stik modsat: denne nation af søfarende folk har altid rejst og holdt af at lære om fremmede former og skikke. Men de gør det med en humoristisk sans som er drilsk og fræk - aldrig uden respekt - som er så typisk for danskerne. Af de velskrevne linernotes som ledsager cd´en fremgår det at giraffen var dadaisternes foretrukne dyr. De anså giraffen for at være et komplet uforklarligt væsen - underholdene uden at være latterligt, og konstrueret på en sådan måde at ingen, på trods af dets besynderlige uharmoniske dimensioner, ville kalde det grimt. Hold fast i denne metafor: bedre vil jeg ikke kunne beskrive den fascinerende musik fra det nye orkester fra junglen. Kun tilføje at denne cd uden tvivl er en af de bedste fra de nordiske vilddyr. Fyrig og nærmest et mesterværk. Den halve stjerne som mangler, skyldes at indspilningen alt lidt for lang (80 minutter!) og derfor ender med at miste pusten. Som det plejer at ske når vi europæere lytter til afrikansk musik, kommer der et tidspunkt hvor man savner det melodiske element. Med Giraf er der tidspunkter hvor jeg føler mig fyldt op af rytmerne og at melodierne er for få, selvom der selvfølgelig er smukke temaer som Abe Tayata med et festligt "afrikansk" kor og De Frukta Oris, inspireret af den engelske komponist Henry Purcell (begge af Pierre Dørge), Song for the Swan (af Helmer Nørgaard), men frem for alt Lonely Woman, skrevet af den guddommelige komponist som Ornette Coleman er og her fortolket på ikke mindre guddommelig vis af sangerinden Josefine Cronholm akkompagneret af den altid lyriske og udtryksfulde John Tchicai.